En kollega holder fast i rælingen, mens en anden forsøger at få styr på tovværket. Foran dem ligger vandet åbent, og båden venter på at komme af sted. Ingen sidder ved et mødebord med en dagsorden. Alligevel er opgaven klar: De skal finde ud af, hvordan de løser den sammen. Find flere oplysninger hos GoSail.
Netop dér får teambuilding på vandet en anden klang end en øvelse i et konferencelokale. Sejladsen giver kollegerne noget konkret at rette opmærksomheden mod, mens samarbejdet opstår undervejs. Det kan være forfriskende, når snakken på jobbet ellers ofte handler om frister, skærme og hvem der skriver referatet.
Fra kaj til båd: Samarbejdet begynder, før sejlene er sat
Allerede mens båden klargøres, viser gruppen sine vaner. Hvem spørger, hvad der skal gøres? Hvem går i gang uden at vente på en besked? Og hvem sørger for, at alle kender planen? Små, praktiske opgaver gør det lettere at lægge mærke til, hvordan kollegerne taler sammen, uden at nogen behøver at kåre en vinder.
Forestil dig, at en ny medarbejder står ved siden af en erfaren kollega og sammen med hende gør båden klar. På kontoret har de måske kun udvekslet korte beskeder om en opgave. Ved kajen må de lytte, spørge og blive enige om næste skridt. Teambuilding kan åbne for en mere afslappet samtale, og det er en rar måde at lære hinanden bedre at kende på.
Før afgang er det en god idé at vælge en aktivitet, der passer til gruppen og dagens rammer. Nogle hold har lyst til at være aktive om bord, mens andre foretrækker en rolig tur med god tid til snak. Hos GoSail kan man undersøge mulighederne for oplevelser på vandet og finde en form, der passer til kollegerne. En tydelig plan gør ofte stemningen mere tryg.
Opgaver om bord giver plads til forskellige styrker
Når båden er kommet ud på vandet, bliver koordinering hurtigt noget, alle kan se og mærke. Nogle hjælper med sejlene, andre holder øje med kursen, og gruppen må tale sammen, så opgaverne hænger sammen. Det er ikke nødvendigt, at alle kan det samme. Tværtimod kan forskellige erfaringer være en fordel, når folk lytter til hinandens forslag.
En kollega, der sjældent tager ordet på møder, opdager måske, at hun har et godt blik for, hvad der bør ske først. Samtidig må den mere frembrusende type give plads til andres input, hvis båden skal manøvreres i fællesskab. Det føles ikke som en prøve, men som en situation, hvor alle har noget at bidrage med. Efter min mening er det en af sejladsens stærkeste sider — og heldigvis kræver det ikke en præsentation med femogtyve slides.
Gode grin hører også med. En besked bliver måske hørt forkert, en håndfuld tovværk driller, og pludselig står flere og forsøger at løsne den samme lille knude. Når stemningen er tryg, bliver sådan et øjeblik et fælles minde frem for en kilde til irritation. Det er ofte lettere at tale åbent bagefter, når man lige har grinet sammen.
For nye hold giver opgaverne en anledning til at samarbejde, før arbejdsrollerne er blevet faste. I et etableret hold kan sejladsen bryde de vante mønstre: Den, der plejer at styre projektmødet, tager måske en praktisk rolle, mens en stille kollega får øje på kursen. Begge dele kan give nye perspektiver på samarbejdet, uden at nogen behøver gøre det til en stor øvelse.
En fælles pause gør oplevelsen mindre arbejdsagtig
Hvad sker der, når opgaverne er løst, og båden glider roligt frem? Ofte sænker skuldrene sig, og samtalen bevæger sig væk fra arbejdslisten. En pause på vandet kan give plads til de små historier, der sjældent når frem mellem møderne: weekendplaner, en svær opgave eller en kollega, man gerne vil lære bedre at kende.
På en sejltur begynder en medarbejder, der normalt nøjes med korte svar, måske at fortælle om sin interesse for naturen. En anden stiller et spørgsmål, og pludselig er samtalen i gang uden mødeleder eller planlagte samtalekort. Det er en enkel måde at være sammen på, og jeg synes, at netop den uformelle del ofte gør oplevelsen varm og menneskelig.
Pauserne betyder dog ikke, at alle skal være på hele tiden. Nogle har brug for at kigge ud over vandet et øjeblik, mens andre nyder at snakke. Når der er plads til begge dele, kan flere være med på deres egen måde. Et godt fællesskab kræver ikke, at alle bidrager ens.
Vejr, påklædning og forventninger sætter rammen
Inden holdet tager af sted, bør de praktiske forhold være på plads. Vejret kan skifte, og vinden føles anderledes på vandet end på turen fra bilen til kontoret. Vælg derfor tøj, der passer til forholdene, og spørg arrangøren, hvad deltagerne bør tage med. Det kan også være rart at tale forventningerne igennem på forhånd, især hvis nogen ikke er vant til at sejle.
En kollega kan for eksempel glæde sig til turen, men være usikker på, om hun bliver søsyg, eller om hun skal udføre bestemte opgaver. En rolig gennemgang af dagens forløb kan gøre det lettere at møde op uden unødig bekymring. Vælg også gerne en aktivitet, hvor både de eventyrlystne og de mere forsigtige føler sig velkomne. Den omtanke gør en reel forskel.
Undervejs kan værten eller den ansvarlige sørge for klare instruktioner og for, at ingen bliver presset til noget, de ikke har lyst til. Målet er ikke at gøre turen forsigtig for enhver pris, men at skabe rammer, hvor holdet kan koncentrere sig om oplevelsen. Når det praktiske fungerer, er der mere overskud til samarbejde, nærvær og spontane grin.
På vej tilbage til kajen har gruppen måske ikke ændret alle sine arbejdsvaner. Det er heller ikke pointen. Kollegerne har prøvet at koordinere, tage ansvar og give hinanden plads i en situation, hvor opgaven lå lige foran dem. Den fælles oplevelse kan følge med tilbage til kontoret, især når de bagefter taler om, hvad der fungerede godt.
Skal jeres næste fælles dag give energi gennem aktivitet, ro gennem samvær eller lidt af begge dele? Måske er det netop det spørgsmål, der hjælper jer med at vælge den rigtige tur på vandet.